Piktogrammer i skandinavisk design   |   Vi tager i mod EAN nr.   |   Tlf.: 27 47 82 96

Hvem vil ikke gerne kunne kommunikere med sit barn? Min største bekymring efter min søn blev diagnosticeret med infantil autisme var, om han lærte at tale. Jeg husker tydeligt de mange bekymringer om ikke at kunne kommunikere med ham. I dag har vi fundet en vej til, hvordan han får kommunikeret sine behov ud og blive hørt. Systemet er en metode til at kommunikere med non-verbale mennesker samt styrke deres kommunikation og sprogudvikling.

Formålet med systemet er at lære barnet at tage initiativ til kommunikativ udveksling mellem barnet og dig. Barnet kan gennem denne metode give udtryk for følelser, behov og ønsker. Helt praktisk giver barnet et piktogram til dig som forældre eller andre med det som barnet ønsker og du efterlever dette ved at give barnet, hvad det beder om. Senere kan barnet opbygge sætninger til at forklare sig.

Vores visuelle kommunikations-piktogrammer tager udgangspunkt i PECS. Det lyder måske avanceret, men med trin-for-trin bliver du guidet igennem de forskellige faser, så du kommer i gang med at bruge denne form for kommunikation mellem dig og dit barn. Jeg vil dog altid anbefale at have en fagprofessionel med på sidelinjen.

Hvordan kommer man i gang?

Det første man skal finde ud af er, om barnet har nogle præferencer i forhold til hvad barnet kan lide. Her brugte vi chokolade og havde et chokolade kort, som han så skulle vise, hver gang han ville have chokolade.

Når man har fundet de ting som barnet bedst kan lide, kan man lave et hierarki ved at vise de forskellige billeder af tingene og finde ud af hvad barnet bedst kan lide. Til min søn var mad det der kunne motivere ham mest, så det har vi brugt i forhold til at komme i gang med den visuelle kommunikation.

I dag anvender vi både kommunikationstavlen og følgetavlen til at kommunikere med vores søn, da de supplerer hinanden på hver deres måde. Følgetavlen tager vi med på farten og her kan han vælge hvad han gerne vil have eller hvilken aktivitet, han vil prøve. Kommunikationstavlen bruger vi, når vi spiser, hvor han vælger, hvad han gerne vil have at spise, er tørstig eller om han er færdig med at spise.

Systemet består af 6 faser, hvor hver enkelt fase leder til ny fase. Målet er til sidst at kunne opbygge sætninger ved hjælp af billeder. 

De 6 faser i PECS

1) Hvordan man kommunikerer: her lærer man barnet at kommunikere et behov til en person ved at aflevere et billede. Helt konkret sidder barnet over for dig og giver et billedet at noget som barnet godt kan lide. Hver gang billedet bliver afleveret giver du den ting som barnet efterspørger. Barnet kan i starten have brug for en hjælper, som sidder bag barnet og hjælper med at aflevere billedet.

2) Distance og vedholdenhed: I denne fase tager barnet den færdighed med, som der er lært i fase 1, men i stedet for at sidde over for hinanden er barnet oppe og stå eller går rundt. Igen afleverer barnet et billede af ting som barnet ønsker, men med mere afstand, forskellige personer og evt. hvor du står med ryggen til. Herved lærer barnet vedholdenhed i kommunikationen.

3) Skelnen mellem forskellige symboler/billeder: Barnet lærer her at vælge mellem to flere billeder. I starten lærer barnet at skelne mellem noget barnet ønsker og et billedet af noget, som barnet ikke ønsker. Senere i denne fase lærer barnet at skelne mellem to ting barnet ønsker, men giver det billedet som barnet ønsker mest. 

4) Gøre brug af sætningsstruktur: I denne fase lærer barnet simpel sætningsstruktur. Her starter barnet med at placere et billedet af ”jeg vil gerne have” også det billedet som barnet gerne vil have. Det er godt at starte med en forespørgsel frem for en kommentar, da det er mere motiverende for barnet.  

5) Besvarelse af spørgsmål: barnet vil i denne fase lære at bruge billeder til at besvare spørgsmål. Dette kunne f.eks. være hvad vil du gerne have? Evt. med støtte for en person.

6) Kommentering af spørgsmål: i denne fase bliver barnet i stand til at kommentere på spørgsmål f.eks. hvad ser du, hvad føler du? Barnet starter sætningen med jeg ser.. eller jeg føler også det barnet ser eller føler.

Ikke alle børn kan forstå dette her system og alle børn kan ikke gennemføre alle faser. Det vigtige er, at man er vedholdende og giver det den tid, det tager. Vores søn startede for næsten 3 år siden, og det går stille og roligt fremad. 

Du er velkommen til at blive skrevet op til vores nyhedsbrev, så du altid ved hvornår de nyeste inspirationsindlæg kommer.

Mere information

Du kan læse mere om systemet i denne manual:  Picture Exchange Communication System Training Manual (Frost & Bondy, 2002).